Der var engang en Ole Opfinder i Odder...

... som fandt på, at han ville være cykelmekaniker.

Det blev han så d. 20. april 1931, hvor han - også bedre kendt som Viggo Rasmussen - fik sit næringsbevis. Og det viste sig, at det faktisk ikke var så tosset en idé endda.

I Odder var Viggo Rasmussen kendt som lidt af en Ole Opfinder, og han huskes i dag også som den første i byen, som fik fjernsyn.

Men d. 20. april 1931 var nu i særdeleshed en stor dag for Viggo Rasmussen. Med sit spritnye næringsbevis kunne han nemlig slå sig ned som selvstændig cykelhandler og cykelmekaniker.

Han åbnede derfor sin forretning - Viggo Rasmussen - på hjørnet af Asylgade og Tornøegade mellem Odder Station og Odder Sognekirke. Faktisk lige dér, hvor Viggo Rasmussens Eftf. den dag i dag fortsat har til huse.

Viggo Rasmussens Efterfølger
Butikken voksede stille og roligt, og den 1. maj 1943 fik Viggo Rasmussen en ung mand i lære. Den unge mand, Svend Aage Sørensen ville nu hellere have været noget andet. Eller - han ville i hver til fald meget hellere have været hos een af byens andre cykelforretninger.

Men - han blev nu alligevel hængende i værkstedet hos Viggo Rasmussen, for der var faktisk slet ikke så ringe et sted at være. I 1959 overtog Svend Aage Sørensen butikken sammen med sin makker Holger, og butikken og værkstedet blev i den anledning omdøbt til Viggo Rasmussens Eftf.

21 år senere - i 1980 blev der ansat en ny ung mand som lærling og fejedreng i butikken. Lige som Svend Aage, ville den unge mand, Finn Christensen egentlig også meget hellere have været noget andet.

Han ville nemlig hellere være tømrer - men kom dog heller ikke ud af værkstedet tids nok til at undgå, at han overtog forretningen som 3´dje "generation". Generationsskiftet d. 5 oktober 1993 skete dog uden at skifte navn. Viggo Rasmussens Eftf. var jo slet ikke så tosset et brand i Odder endda - selv om Finn Christensen som efterfølgerens efterfølger ikke hed noget i nærheden af Rasmussen.

Viggo Rasmussens Efterfølgers Efterfølger
Sammen med forretningen var Finn Christensen også nødsaget til at overtage butikkens nye lærling, Arne Christensen. Han var startet i 1991 og mange husker ham måske også som Arne med hår - og Finn havde nu fået sin lillebror på lønningslisten.

Ligesom Finn og Svend Aage ville Arne faktisk også meget hellere have været noget helt andet. Han ville nemlig hellere være bager.

Men tiden gik - og Arne Christensen blev mere og mere korthåret og lige som alle de andre før ham, endte det også med, at Arne Christensen blev hængene i værkstedet.

Og det gør han faktisk stadig den dag i dag - hvor han dog stadig må "nøjes" med titlen "Cykelmekaniker hos Viggo Rasmussens Eftf."

Det skal selvfølgelig også nævnes, at Svend Aage Sørensen, som desværre gik bort i juni 2018, forsatte med at komme forbi butikken og værkstedet lige til det sidste.

Svend Aage kom mindst en gang om ugen - og allerhelst fredag formiddag - hvor i besøgets anledning naturligvis blev disket op med brød og basser i baglokalet til The Filthy Few. Dermed kunne Svend Aage også lige sikre sig, at alt var, som det skal være, og at de "unge lømler" ikke begyndte at træde alt for meget ved siden af.

Men gjorde de - og (tør) gør naturligvis ikke i dag, og selv om ingen af dem, som har været - og fortsat er at finde hos Viggo Rasmussens Eftf. - egentlig slet ikke ville have været der, er de der faktisk endnu.

Alt er (næsten), som det plejer
Og det er altså stadig den samme og velkendte gode service i Viggo Rasmussens og Svend Aage Sørensens ånd, og der også altid fortsat mulighed for at få gode råd og vejledning i (næsten) alt, der har med de to-hjulede at gøre.

Hvis gulvbrædderne, reolerne og de enorme mængder af værktøj på vægge og i skuffer på værkstedet hos Viggo Rasmussens Eftf. i Odder kunne fortælle historier, ville det ikke være småting, der kunne berettes om.

Her i værkstedet på hjørnet mellem Asylgade og Tornøegade er hele verdenssituationen gennem tiderne nemlig blevet drøftet mere end én gang.

Emner har der været nok af. Fx en gal mand som startede en verdenskrig. Et par mænd, som vandrede rundt på månen. En gut fra Herning, som vandt verdens hårdeste cykelløb. Et par flyvemaskiner, der fløj ind i et par tårne. Eller for den sags skyld en hel verden i noget nær total nedlukning på grund af en ny influenzalignende virus - måske forsaget af kinesiske flagermus.

Nårh nej - sidstnævnte emne kunne jo rent faktisk slet ikke blive debatteret på værkstedet, da alle jo bare sad derhjemme og kukkelurerede på grund af total nedlukning det meste af 2020.

Der var engang - og det er der stadig
Det kan nu heller ikke afvises, at der siden den 20. april 1931 desuden er blevet vendt en enkelt lokalhistorie eller to, når der for alvor er sket noget nyt og spændende på Odder kanten.

Fx er letbanen til Aarhus helt sikkert blevet vendt og drejet mere end en enkelt gang, og mon ikke også snakken de næste år - eller ti - kan komme til at køre forbi et emne som en motorvej med en lang bro over en lille lokal ø.

Det skal naturligvis også lige nævnes, at det på et tidspunkt i historien faktisk også er lykkedes skribenten at finde et ganske ukendt foto af cykelmekaniker Arne - med hår. Om det er fra de glade dage på Edelweiss vides ikke - men flot ser garnet da ud på Arne fra dengang, han havde lidt twist på toupeen. Arne(t) med garnet.

Nårh ja. Så kan man jo her i det nye årtusinde naturligvis også finde Viggo Rasmussens Eftf. på Facebook - og på World Wide Web med www.viggoras.dk. Det er jo vigtigt at nævne.

Der var engang - og det er der altså stadig hos Viggo Rasmussens Eftf. Eftf. - altså Viggo Rasmussens Efterfølgers Efterfølger på Tornøegade i Odder - lige der midt mellem Odder Station og Odder sognekirke.

Velkommen her - i både cykelforretningen og på cykelværkstedet.
Næringsbrev Viggo Rasmussen
Holger og Svend Aage var Viggo Rasmussens første efterfølgere.
Viggo Rasmussens efterfølgers efterfølger, indehaver Finn Christensen (th), som i dag sammen med cykelmekaniker Arne Christensen (tv) står for den daglige drift af cykelforretning og cykelværksted. Deres opgave er blandt at sørge for, at løfte arven med forretningens velkendte service i Viggo Rasmussens og Svend Aage Sørensens ånd. Og det gør de egentlig meget godt – når man spørger den store skare af trofaste kunder.
Et legendarisk indslag hos Viggo Rasmussens Eftf. i julemåneden, er den ikoniske julemand på cykel. Han indledte faktisk sin karriere på elcykel længe inden, elcykler overhovedet eksisterede, nemlig omkring 1975 med Overgaard som teamchef. Omkring 1984 eller ´85 underskrev han ny kontrakt. Det blev hos teamet på Tornøgade, hvor han siden har trampet sig trofast og ihærdigt gennem julemåned efter julemarked – naturligvis også i julen 2020 med de efter myndighedernes beskrevne retningslinjer for korrekt ansigtsværn. Der er næppe tvivl om, han fortsætter sin karriere her så længe, det overhovedet er muligt at skaffe reservedele til hans cykel, og der går faktisk rygter om, at det faktisk ikke er rigtigt jul i Odder, førend julemanden har indfundet sig på sin plads i vinduet hos Viggo Rasmussens Eftf. på Tornøegade.
Som de fleste kan se, har Viggo Rasmussens Eftf. uden tvivl den cykelmekaniker i heller Odders lokalområde, som har det lækreste hår. Der er ingen tvivl om, at fx Nik Kershaw og Limahl engang satte standard for den fedeste og mest moderne frisure, men vil du her i løbet af de brølende 2020´ere opleve, hvad der rent faktisk er det mest cool og trendy på hårfronten, da er det altså i Odder, svaret skal findes. Bare spørg efter Arne hos Viggo Rasmussens Eftf. ;)
Hjemmeside, tekst og fotos - inkl. evt. manipulerede fotomateriale - er udarbejdet af Jonas Vestfalen fra Freelancejournalisten og Jubilæumsbogen.